Hvem er du?
Du bliver motiveret af at bruge hoved og hænder og kan lide at arbejde med håndværk i forskellige værksteder. Måske drømmer du om en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse.
Måske har du lyst til at være i praktik som en del af dit skema? Du har lyst til færre boglige fag og flere praktiske fag.
Hvad laver vi i 8. og 9. klasse på EUD 8/9?
En uge er delt i 3 dage med skolefag og 2 dage i værksteder/praktik. EUD 8/9 består af tre dage med dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi. Derudover har du to dage i værksteder/praktik, hvor du kommer helt tæt på erhvervsuddannelserne og virksomheder.
Formålet med undervisningen, både den faglige og den praktiske, er at du udvikler dig, får lyst til at lære mere og afslutter 9. klasse eksamen. En eksamen, som giver dig mulighed for at søge ind på en erhvervsuddannelse. Værkstedsundervisning og praktik kan fx være opgaver som tømrer, maler, gastronom, elektriker, landmand, smed, sosu assistent, pædagogisk assistent, mekaniker, værktøjsmager, kontor, butik og andre spændende job. Så hvad drømmer du om? Det er vigtigt, at du taler med din vejleder og dine nye lærere om netop det.
Skoledagen
Skoleugen er på ca. 35 lektioner. I 18 lektioner om ugen følger du faglig undervisning i din særlige EUD 8 eller EUD 9 klasse, hvor du har fire fag: dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi.
I de resterende ca. 17 lektioner om ugen er du i praktik hos en virksomhed eller i værksted med Ungdomsskolen Skive, hvor du får undervisning i teoretiske og praktiske fag. Du styrker både dine faglige kompetencer samtidig med, du også udvikler de sociale og personlige kompetencer, som er nødvendige for at påbegynde og gennemføre en uddannelse. Er du ordblind, er der ordblindevenlig undervisning i alle fag.
En ny klasse – en ny måde af afslutte folkeskolen
Det kan være svært at forlade sine venner eller klasse – men her får du nye venner og en ny klasse. I vil alle have det til fælles, at I har lyst til at lære på en anden måde.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med andre og opleve ny motivation for din undervisning. Din nye skole vil sørge for, I bliver rystet godt sammen. Der vil være tid, særlig i starten af skoleåret, til at lære din nye klasselærer og klasse godt at kende. Vi skal nok passe godt på dig og samtidig give dig nye udfordringer du kan vokse af, både personligt og socialt. Alle kommer i de praktiske dage til at lave introaktiviteter. Introugerne har det formål at hjælpe dig godt ind i det nye fællesskab, blive tryg ved dine nye lærere og finde rundt på din nye skole.
Om praktik
Både i 8. klasse og 9. klasse kommer du i praktik. I 9. klasse har du mere praktik end i 8. klasse, men du er også ældre og tættere på dit uddannelsesvalg.
Lærerne har lavet en årsplan for de praktiske dage, når I mødes i august. Her vil du se, at man fx kan være i praktik to dage om ugen i en periode. Nogle gange kan lærerne planlægge, at du er i praktik en dag om ugen og en dag på værksted. Indimellem kan man også være i praktik en hel uge.
Om værkstederne
Et værksted kan være mange ting. Det kan være simulation, teknisk tegning i 3D på makerspace, et autoværksted, en butik eller lignende. Det er lærerne som planlægger hvor I er. Du får naturligvis en årsplan og et fast sted at være hver gang.
I værkstedet arbejder du med en praktisk tilgang til læring, hvor vi laver noget for nogen. Vi arbejder med at koble teori og konkrete opgaver sammen. Der arbejdes i projekter, som sætter fokus på opfindsomhed, problemløsning, at give god service, værkstedskendskab, anvendelighed og meget mere.
Efter EUD 8/9
Du afslutter EUD8/9 efter 9. klasse. Hvis du opnår minimum 2 i gennemsnit i fagene dansk og matematik + EUD 8/9 samtalen, så har du bestået ’afgangsprøve med juniormesterlære’. Det er adgangsgivende til en erhvervsuddannelse (dog ikke EUX).
Du kan også vælge at fortsætte i 10. klasse et sted og forbedre dine faglige kompetencer, eller tage på FGU-skolen. I Skive udbyder 10. klasse Center Skive PRAK10 med 3 fag + praktik hele året eller fx EUD10 med undervisning på erhvervsuddannelserne eller MIX10, hvis du vil forbedre dine muligheder for at bestå optagelsesprøve til EUX, HF eller gymnasierne. Tjek www.tieren.dk.
Da du ikke har en fuld afgangsprøve i alle folkeskolens fag, skal du søge om optagelse på andre typer ungdomsuddannelse. Det sker på basis af en optagelsesprøve og en samtale.
Fritid og Fællesskab
Der er mange muligheder for at skabe gode fællesskaber i fritiden, såsom ungdomsskolens arrangementer og fritidshold, foreningernes tilbud og andre gode fællesskaber. Dine lærere vil hjælpe og vejlede dig.
Du har også mulighed for at deltage på valgfagsholdene med alle andre 8. og 9. klasser om aftenen i Ungdomsskolen. Det bestemmer du. Din nye klasse vil også have klassens tid, hvor I vil være en del af din nye skoles store fællesskab og arrangementer. Du vil også få vejledning i fritidsjob de praktiske dage, hvis du er interesseret.
Vil du vide mere?
Roslev skole Stefan Frøkjær-Jensen Tlf. 4032 1732
Resen skole Dorte Jalk eller Jakob Sølyst Tlf. 9915 7575
UU Skive Tlf. 9915 5690 uu@skivekommune.dk
|